Store Bamsedag

Store Bamsedag

 

Bamse Bo inviterer til Bamse-dag på veteranbanen

– og viser sin modeljernbane frem

Bamse Bo er veteranbanens mascot, og til daglig bor han på Mariager station.

Han har altid syntes, det er sjovt og hyggeligt at køre med gamle veterantog, og derfor inviterer han igen i år alle børn til veteranbanens årlige Bamse-dag, som afholdes søndag den 27. august. Bamse Bo giver billetten og turen til børnene (indtil 12 år) med det gamle prustende damplokomotiv helt gratis.

Det eneste, børnene skal gøre, er at møde op på veteranbanestationen med en af deres bamser – allerhelst deres yndlingsbamse; og huske at invitere en voksen med på togturen. Bamsen er “adgangsbilletten”.

Turen med det gamle damptog frem og tilbage mellem Mariager og Handest tager godt to timer, men der er heldigvis nok at se på undervejs. – Der er også mulighed for at komme ud at stå på en af de åbne endeperroner på personvognene og nyde kulrøgen og høre dampslagene fra det gamle lokomotiv, der tøffer og pruster gennem det naturskønne landskab med flittig brug af dampfløjten.

Hele familien er naturligvis meget velkommen til at tage madkurven og eftermiddagskaffen med i veterantoget og nyde forfriskningerne undervejs – det gør blot turen endnu hyggeligere.

Familien kan også nyde den medbragte mad på Handest station, hvor der er borde og bænke.

Bamse Bo vil også gerne vise sin nye modeljernbane frem. Den står på Handest station og er en tro kopi af jernbanestrækningen. Her kører en rigtig rød skinnebus frem og tilbage. Det eneste, børnene skal gøre, er at trykke på en knap, så kører skinnebussen.

Veterantogene kører:

fra Mariager station kl. 10:50 & kl. 14:00

fra Handest station kl. 12:10 & 15:20

Søndag den 27. august håber Bamse Bo at få besøg af rigtig mange af sine fætre og kusiner til en hyggelig dag på veteranbanen