MHVJs forbindelse til omverdenen

Siden MHVJ’s start i 1970 har det været muligt at køre tog fra Mariager til resten af landet, ligesom det selvfølgeligt var muligt at komme en anden vej. Men denne mulighed er nu i praksis ophørt.

Banedanmark har i forbindelse med vedligeholdelsen af banenettet ønsket at nedlægge sidesporene i Fårup, og i den forbindelse er det naturligt også at kigge på sporforbindelsen til MHVJ, og der har været forespørgsel til MHVJ og banens ejer, Mariagerfjord Kommune, om denne forbindelse.

MHVJ har for nogle år siden besluttet, at vi ikke vil køre veterantog på ”de lange skinner”, altså på det åbne jernbanenet. Der er mange grunde til denne beslutning. Det er MHVJs opfattelse, at det ikke er blevet lettere de senere år. Dels er det blevet sværere at finde ledige kanaler til vores relativt langsomme tog, men kravene til personalet, materiellet og ikke mindst, sikkerhedsstyringen (et meget omfattende papirarbejde) er også blevet skærpet væsentligt. Samtidigt har efterspørgslen heller ikke har været som tidligere. Her til kommer også kravet om, at på strækninger med hastigheder over 120 km/t, må der ikke være passagerer i vogne med åbne endeperroner, hvilket MHVJ har på de fleste af vores vogne.

Sporet mellem Handest og Fårup trænger også til en omfattende renovering. Det er ikke et stykke af banen, som er særligt anvendt i forbindelse med driften af MHVJ. Faktisk har der i en længere årrække ofte kun kørt et par tog på strækningen i løbet af et år.

Det er i lyset af disse omstændigheder, at MHVJ har besluttet at fokusere på ”kerneforretningen”, nemlig kørslen mellem Handest og Mariager. Det vil dog være formålstjenligt at beholde et stykke af sporet ned til den tidligere overkørsel 379, der er beliggende tæt på det sted, hvor jernbanerne deler sig. Med dette stykke opnås også mulighed for at henstille materiel i kortere eller længere tid, uden at det genere driften.

Når MHVJ så overgår til at blive en jernbane uden forbindelse til det åbne jernbanenet, så kan vi flytte nogle ressourcer over fra at kæmpe med papirarbejdet og til at arbejde med det, som er foreningens egentlige formål: restaurering og kørsel med veterantog.