Den største togdag på veteranbanen

Den største togdag på veteranbanen

Med 836 passagerer på én dag blev Den store Togdag på veteranbanen i Mariager søndag ikke kun Den store Togdag, men den største af slagsen indtil nu.

Rigtig mange udenlandske turister og tog-entusiaster gjorde stationen og togene til noget af et Babylon. Grupper af entusiaster fra Storbritannien, Holland og Tyskland var ligesom tidligere kommet til Danmark for at opleve Den store Togdag, og samtidig havde banen besøg af turister fra i hvert fald Italien, Spanien, Frankrig, Norge, Kina og Sverige på dagen.

”Vi er begejstrede over den store interesse for arrangementet fra lokal side, men også regionalt, fra turister og i internationale kredse”, siger Max Rasmussen, der hvert år er med til at planlægge Den store Togdag. Ideen er slået an: Mariager-Handest Veteranjernbane har Danmarks største samling af køreklart materiel fra lokalbanerne, og vi har som den eneste veteranbane i Danmark mulighed for at vise flere tog ude at køre på samme tid. Det bruger vi til én gang om året at vise alt ude at rulle på en og samme dag.

Så banens to køreklare damplokomotiver blev luftet sammen med det røde diesellokomotiv, de tre teaktræsbeklædte Triangel-motorvogne og ikke mindst ”Den røde rubin”, skinnebussen fra 1952, der netop er taget i brug igen efter 37 år i remisen og en totalrenovering. Tilsammen kørte banens lokomotiver og motorvogne søndag hele 459 km frem og tilbage mellem Mariager og Handest – selv om der kun er 17 km!

Årets nyhed, skinnebussen, vakte mange minder hos vore danske gæster, og interessen for at køre med den var så stor, at det i et par af dagens fem ture med skinnebussen blev noget trangt – i modsætning til alle banens andre køretøjer kan man ikke ”bare” hænge en ekstra vogn på skinnebussen, for der eksisterer pr. 2017 kun én påhængsvogn til skinnebusser i Danmark – og den er ikke køreklar”, konstaterer Anders Riis, der dagen igennem havde travlt med billetsalget i Mariager.

For banens godt 50 ulønnede medarbejdere er Den store Togdag en kraftpræstation, hvor alle hænder er i sving fra længe før dagen med de mange opgaver med såvel planlægning som nødvendige reparationer, klargøring og kørsel. Gennem en stor indsats fra alle sider forløb dagen gnidningsfrit og efter planen.

”Vi takker for den store interesse og fortsætter med at køre lørdage og søndage august ud – og, ikke at forglemme, hele seks af de ni dage i efterårsferien! Indtil nu har veteranbanen – trods vejret – generelt haft en rigtig god sæson med fin søgning til togene både på ”egne” billetter og i Trekantruten. Her kombinerer mange togturen gennem det fantastiske landskab med en dejlig fjordtur med ”Svanen”. Vi håber at sæsonen fortsætter sådan”, siger Max Rasmussen.